”Vi blev straffet for personlige fejl”
Foto: Nanna Wincentz Ludvig

”Vi blev straffet for personlige fejl”

Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig
06. maj 2024

Det endte med ikke at være BSF’s dag, da de lørdag fik besøg af Vildbjerg i 1. divisions slutspil. De jyske gæster udnyttede gang på gang fejl, og BSF stod tilbage med et irriterende 1-5-nederlag.

Gæsterne fra Vildbjerg lagde fra sig fra start højt på banen og fik også udnyttet det til at komme med afslutninger, men BSF var længe dygtige til at forhindre chancerne i at blive for store.

Vildbjerg kom dog tættere og tættere på målet og efter et kvarter kunne bolden ikke holdes ude af målet længere, og gæsterne bragte sig foran.

Det slog dog ikke BSF ud, der hurtigt sammensatte deres første reelle pres i kampen. Tålmodighed tillod dem at spille chancen større, inden Marika Svensson til sidst kunne sparke bolden ind til en udligning blot to minutter efter føringsmålet.

De hektiske minutter fortsatte lidt endnu, og Vildbjerg fik bolden i nettet endnu en gang efter et frispark, men målet blev underkendt for offside.

Efter en lille halv time kom gæsterne alligevel foran igen. Efter et hjørnespark endte en clearing hos Emma Nielsen lige uden for feltet, og hun fik med et hårdt skud sendt den tværs imellem venner og fjender og bag Lærke Rasmussen i kassen.

Mens Vildbjerg generelt var tættest på en ny scoring inden pausen, var et frispark til BSF efter godt en halv time tæt på at give en udligning, men Freja Hammers skud ramte i stedet overliggeren.

Fejl blev straffet hurtigt og hårdt

Vildbjerg fortsatte med at presse på efter pausen, og desværre gik det pludselig stærkt. Emma Nielsen, der stod bag gæsternes to første kasser, fordoblede sin måltotal, inden der var spillet ti minutter. Først opsnappede hun en aflevering i feltet, og få minutter senere stod hun klar til et tap in-mål efter en omstilling og scorede til 4-1.

BSF forsøgte sig at stå højere på banen i jagten på en reducering, men blev ved flere lejligheder sat under pres, når hurtigløbende Vildbjerg igangsatte en omstilling.

Emma Nielsens udskiftning få minutter efter hendes sidste scoring fjernede en stor del af gæsternes skarphed, men det gav ikke flere muligheder til BSF.

Fem minutter før tid blev en tackling i feltet vurderet til et straffe til Vildbjerg, som de omsatte til en 5-1-føring, efter Lærke Rasmussen gik til den forkerte side.

”Alle fejlene kom i dag”

Efter kampen var der ærgrelse og irritation, fordi dele af spillet fungerede, særligt i første halvleg. Træner Aqdas Ali Khan så flere gode takter fra spillerne:

”Vi havde skiftet formation til kampen, men fordi vi kunne tage principperne med, fungerede det, og det var nemt for pigerne at omstille sig. Vi starter også kampen fint, men så scorer de efter en personlig fejl. Vi får udlignet ret hurtigt, og det giver os håb. Det knækker de dog hurtigt, men jeg synes ikke, de knækker os. Så vi kommer egentlig fint til pause med nogle aftaler og principper, som fungerer udmærket.”

De personlige fejl kom der flere af og overskyggede de positive, da de endte med at koste dyrt på dagen og var til stor frustration for alle i om omkring truppen. Derfor er der nu fokus i trænerteamet på, hvordan fejlene kan elimineres.

”I pausen snakker vi egentlig om, hvordan vi skal bygge vores spil op og spille os igennem deres pres, men vi bliver i stedet straffet for personlige fejl. Dem har vi ikke haft i løbet af sæsonen, men de kommer alle sammen i dag. Det skal vi arbejde på at få fjernet igen,” slutter Aqdas.

I de to øvrige kampe var der sejre til de fortsat ubesejrede tophold. Sundby snuppede hjemme en 2-1-sejr over Solrød, mens Varde på eget græs slog ASA med 2-0. De to hold har nu lagt afstand til de øvrige hold. I midten befinder Vildbjerg og ASA sig med hver 6 point, efterfulgt af Solrød med 4. BSF halter en smule efter med deres ene point.

I den kommende uge spiller Vildbjerg og Sundby deres udskudte kamp, mens de øvrige hold holder to ugers pause. BSF har derfor god tid på træningsbanen og skal først i aktion igen søndag 19. maj, kl. 14 mod Varde. Kampen spilles på Vestjysk Bank Stadion.